AFSLØRINGER ER PÅ VEJ UD TIL OFFENTLIGHEDEN

De har STJÅLET AF MIT LIV og begået overgreb imod mig, jeg fik ingen behandling for min PTSD

Tekst er skrevet ned fra optagelse af et telefon opkald med tidligere psykiatrisk patient, som ønsker at være anonym i denne artikel.

Jamen, jeg arbejdede på et herberg for massive misbrugere, hjemløse og psykisk syge.

Det har jeg gjort i nogen år, og der har selvfølgelig været mange konflikter.

Jeg var så udsat for noget rigtig rigtig slemt, lige inden at jeg gik derfra, ikke egentlig at jeg så vidt blev fysisk overfaldet. Men jeg var vidne til noget rigtig rigtig forfærdeligt.

Og jeg bliver så enig med mig selv om, at jeg vil stoppe med at arbejde der, fordi jeg synes ikke at sikkerheden er i orden, og vi er kun 2 på vagt om natten til en åben natvarmestue, 26 beboere og hvad der ellers kommer ind af døren.

Så efter denne episode, så lægger jeg mine nøgler og jeg siger, at jeg ikke vil arbejde der mere.

Jeg har det dårligt og opsøger så min læge, jeg har ondt i brystet og har ligesom vejrtrækningsbesvær og har det rigtig skidt.

Og hun siger så til mig: "Det er jo en arbejdsskade, du skal udredes for PTSD." Når..

Hun siger så, at det er så slemt, det jeg har været ude for, og at jeg skal slutte alt samarbejde med min arbejdsplads, fordi nu bliver der en sag ud af det her, det er hun sikker på.

Det gør jeg så, indtil det tidspunkt har jeg aldrig nogensinde haft nogle problemer psykisk bortset fra, at jeg har haft en depression for 25 år siden. Jeg klarer mig uden medicin. Jeg bliver udredt igennem det, der dengang hed arbejdsskadestyrelsen, jeg blev virkelig udredt, og jeg får så diagnosen PTSD.

Men, øh jeg klarer mig stadigvæk uden medicin, og jeg holder endda foredrag inde på Bispebjerg Hospital om PTSD for lægestuderende, men pludselig en dag ca. 1/2 år efter, at jeg fik konstateret PTSD, der får jeg et angst anfald derhjemme, og jeg får det rigtig rigtig skidt, og jeg ringer til min ældste søn, og han kan høre, at jeg har det rigtig rigtig dårligt, så han kommer til mig og vi sidder og snakker lidt, og så han siger: "Måske skal du ind og have lidt ro, eller du skal have noget medicin eller samtaler eller et eller andet", og det er jeg åben for.

Det er om aftenen, så vi ringer til Psykiatrisk Udryknings team, tror jeg at det hed.

De kommer 2 mand hold, jeg når ikke rigtigt at sige så meget, jeg sidder og har et kors på, jeg bærer altid et kors og den ene mand siger:

Manden: "Er du Kristen?

Ja, det er jeg, siger jeg så.

Manden: Og du tror på gud?

Ja, det gør jeg

Manden: Du taler måske også med gud og ser engle og Jesus og sådan noget?

Og jeg sidder og tænker, det er egentlig underligt, fordi her sidder jeg og jeg er kanon ANGST og har ONDT i brystet og det eneste han vil tale om, det er min tro, og om jeg taler med engle og ser Gud og sådan noget.

Han foreslår så, at jeg kommer ind på Psykiatrisk afdeling i Glostrup, jeg tror, at det hørte under Glostrup Hospital, så skulle jeg måske have noget medicin, eller måske skulle jeg bare have noget fred og sove der natten over, så jeg ikke var alene. Min søn har små børn og skulle selvfølgelig hjem til dem.

Øh, Det er jeg ikke meget for, men jeg kommer med dem ud i deres bil og min søn kører med. jeg bliver ikke kørt til nogen modtagelse, jeg bliver kørt direkte til lukket afdeling og kommer ind til samtale.

Min søn og jeg havde jo overhovedet ikke nogen erfaringer med det psykiatriske system.

Øhm.. Jeg har ikke været i berøring med det før, jeg kommer ind og der sidder så 2 personaler på et lille kontor, og det første de spørger mig om, det er om jeg ser engle, om jeg tror på Gud, og om jeg sådan taler med nogle, og der siger jeg: Det gør jeg, det har jeg altid gjort. Men det handler jo om min PTSD og jeg har fået det dårligt lige pludseligt, selvom jeg har haft denne her diagnose i et halvt år. De får mig så overtalt til at jeg skal blive der natten over og min søn tager hjem.

Øhm, de giver mig et værelse, et ene værelse og det går så op for mig at jeg er på en lukket afdeling. De tager ALT FRA MIG, mine cigaretter, alt hvad JEG HAR, hele min taske og jeg har IKKE NOGET, ikke andet end det tøj jeg går og står i. Jeg må TIGGE MIG TIL MINE EGNE SMØGER, som de giver mig EN AF GANGEN.

Øhm, de kommer på et tidspunkt og siger til mig at jeg skal have medicin, og de kommer med et glas og de er to og jeg siger: Jamen jeg har ikke brug for medicin, jeg vil gerne snakke eller måske skal jeg bare have en eller anden indslumrings tablet og så skal jeg jo hjem i morgen.

Den ene siger til mig at hvis du ikke tager det her medicin, så skal jeg sørge for at du tager det, og de trænger mig faktisk helt op i et hjørne, jeg står i et hjørne, og så siger jeg: Jamen, er det imod PTSD? Hvad er det for noget medicin?

Så siger hun: Jamen det er sovemedicin og det hed Seroquel Prolong, tror jeg.

Ja, det er antipsykotisk medicin, siger Nina.

Jamen, jeg har ALDRIG I MIT LIV fået sådan noget altså, har du ikke bare sådan en indslumrings tablet eller sådan noget?

Så tager hun og åbner en mappe, hun har under armen og så giver hun mig et kort og siger at jeg er indlagt nu, tvangsindlagt og tvangstilbageholdt.

Jeg siger: Jamen sig mig engang hvad sker der, er jeg i fængsel eller hvad er jeg?

Jamen, det er hvis du ikke tager de der piller, så skal vi sørge for du får dem.

Men jeg siger: Jeg vil IKKE tage dem, JEG VIL HJEM.

Jamen du kommer IKKE hjem. Du er hallucineret, du taler om Gud, du har sagt at du taler med engle og så siger jeg at det har ikke noget med det at gøre.

JEG HAR PTDS og jeg hallucinerer IKKE, jeg har ENORMT ONDT i mit bryst.

Jamen, hun trykker så på et eller andet og de kommer så flere og smider mig så NED PÅ SENGEN, giver mig en sprøjte. Jamen, det sidste jeg kan huske er at jeg lå og græd.

Næste morgen, vågner jeg op, det var så op af dagen, de siger at jeg har sovet i 12 timer.

Jeg siger at jeg IKKE vil være der og jeg vil IKKE have det der medicin.

Hun siger: Jamen, hvis du ikke tager din medicin, så gentager vi jo bare hvad vi gjorde i går. Og det gjorde de så.

Det var jo trusler imod dig, tilføjer Nina.

Ja, Jeg spørger efter mine sønner og min familie, hvorfor de ikke kommer og besøger mig. Jeg må IKKE ringe, Jeg har INGENTING, jeg har ingen telefon.

Du er stort set isoleret faktisk, tilføjer Nina.

Ja, jamen hun siger at de har fået at vide at jeg skal have fred i nogle dage og det har de indvilliget i at overholde.

Jamen, det gentager sig et par dage og så kommer mine sønner, jeg har 2 sønner og de er fuldstændig chokeret over at se hvordan jeg har det.

Jeg er oppe på 600mg Seroquel, plus alt muligt andet som jeg faktisk ikke ved hvad er den dag i dag.

Jeg sidder bare og glor ud i luften, jamen de snakker så og kommer til et eller andet møde og så får de af vide at jeg sætter mig IMOD BEHANDLINGEN og at jeg ikke har indsigt i min egen sygdom og jeg hallucinerede og de begyndte så at spørge ind til, hun har ikke PTSD, jamen det var IKKE DET FREMTRÆDENDE, fordi din mor har sagt at hun taler med Gud og Engle, jamen det siger de: Det har hun altid gjort. Jamen det var et tegn på at jeg var psykotisk og hallucinerede og ja, jeg ved ikke hvad.

De startede jo selv med at spørge fra starten af med at spørge om de ting og bragte det på banen, tilføjer Nina.

Ja, det skal man altså IKKE sige.

Nej, det skal man ikke, tilføjer Nina.

Jamen, det bliver et langt ophold og jeg bliver mere og mere medicineret. til sidst så orker jeg ikke at tage den kamp, jeg får BLÅ MÆRKER på armene, fordi at de tager SÅ HÅRDT I MIG, og de kommer og vil give mig de der indsprøjtninger, så jeg har blå mærker på armene og det viser jeg så mine sønner og de bliver rigtig rigtig gale og siger at vi skal klage til patientklagenævnet, tror jeg det hed eller sådan noget og det gør jeg.

Så sagde jeg at jeg nok frivilligt skal tage den medicin, fordi jeg orker ikke at de smider rundt med mig på den måde.

Jeg får INGEN SAMTALE TERAPI, jeg får ingen behandling, udover det der TVANGSMEDICIN.

Jeg har så klaget til det der patientklagenævn og jeg tror at der gik 10 eller 12 dage, og så kommer der en ældre mand og siger at der er møde i morgen kl, jeg tror at det var kl 8 eller kl 9, og så der kunne jeg så møde op. Mine sønner kan ikke nå at komme, fordi det er med så kort varsel.

Om morgenen, der får jeg så medicin, og så siger hende der giver mig medicin, du skal jo til det der møde, du har jo klaget over at vi er voldelige ved dig, og siger en masse grimme ting og jeg siger, ja, og jeg havde stadigvæk gule og blå mærker på armene efter selvom der var gået de der 10 dage, det er var så mere gået over i gule mærker.

Hun siger: Jamen, så skal du lige have den her også.

Så siger jeg: hvad er det for en pille? Heldigvis havde jeg et godt forhold til de andre der var indlagt, så går der en fyr forbi og så siger han, den hun er ved at give dig, det er en STESOLID! Jeg havde jo ingen forstand på piller, så siger jeg:

"Sig mig engang, vil du til at give mig en Stesolid oveni min medicin, inden jeg skal til det møde, så jeg kan blive rigtig uklar i hovedet og sidde og sige noget rigtig jooks?

Så jeg NÆGTER og jeg GÅR, jeg går så til det møde, og der går en, jeg havde forskellige kontaktpersoner alt efter hvad for en uge det var, og jeg endte med at det var en af de flinke, og hun siger så at hun har observeret at jeg har haft mærker på armene, det ender så med at de siger at det er MIG SELV, der HAR GIVET MIG mærkerne på armene.

Der sidder en fra SIND, det var ikke engang et neutralt panel der sad, der sad tre fire stykker.

Men de finder så ud af at jeg har PTSD og lige pludselig, så er jeg jo både hallucineret og psykotisk og alt muligt.

Hvad jeg egentlig får ud af det møde, det ved jeg ikke rigtigt og dog viser det sig at jeg fik noget ud af det, men da jeg går derfra er jeg DYBT RYSTET og har ligesom fået af vide at det er MIG SELV, der har givet mig de mærker... og selvfølgelig skal jeg være tvangsindlagt og tvangstilbageholdt, når jeg er psykotisk osv og hallucineret og taler om Gud og Jesus, det holdte jeg så hurtigt op med.

På et tidspunkt, der taler jeg med en afrikansk pige, og vi sidder og taler lidt om Kristendom også, fordi at jeg har boet mange år i Afrika, og ville tale om hvordan man danser til Gudstjenesterne og sådan noget, og vi bliver SKILT AD og får at vide af personalet, at vi IKKE må tale sammen.

Det er meget almindeligt det der, tilføjer Nina.

Ja, fordi at vi må ikke sidde og tale om Gud og Jesus og sådan nogle ting. Der er en muslimsk mand, som jeg også var lidt i kontakt til, ham havde de taget måtten fra,

han må IKKE BEDE inde, så han ligger og bruger sin jakke også ude i regnvejr, ude i den der lille ryge gård, en lille firkant vi kunne komme ud og ryge cigaretter i.

Jeg er tvangstilbageholdt og tvangsmedicineret i over 1 måned, mine sønner er dybt fortvivlet, jeg har taget over 8 kg på, jeg ligger for det meste bare og glor inde i min seng.

Jeg har ene værelse og pillerne gør at jeg tager på og tager på og det eneste der er, det er at spise mad, og den var så tilgængelig god og rigelig, vi blev fede alle sammen, meget hurtigt.

Jeg har lige et spørgsmål, de der blå/gule mærker, blev du holdt fast i fysisk eller blev du fikseret med bælte? Spørger Nina.

Jeg blev ikke fikseret med bælte, men de kunne finde på at stoppe mig på gangen og så ringede de på klokken og så kom der en hel masse og så skulle jeg bare ind og have min sprøjte.

Så nærmest omringet, som de nu engang gør? Spørger Nina.

Ja,øh, den ene kontaktperson, jeg har, som er lidt flinkere end de andre, hun siger til mig: at hun synes at jeg skal tage korset af og jeg ikke skal tale om Gud og Jesus, hvis nogle siger, hvordan har du det i dag, så kunne jeg finde på at sige, det er sku godt at jeg har Gud og Jesus, det må du ikke sige, det fastholder dig her, det bruger vi ikke her og jeg holder op med det, jeg vil gerne ud. Det viser sig så at det møde jeg var til der, som jeg ikke synes at jeg fik noget ud af, at de har glemt at forlænge et eller andet i forbindelse med min tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, der er et eller andet de skal fornye for at de KAN gøre det. SÅ det viser sig at jeg har opholdt mig der et stykke tid, UDEN at de egentlig havde RET TIL DET, det er noget som de ligesom skal adminstrativt sørge for.

Det ender med at jeg bliver udskrevet fra den ene dag til den anden, stærkt medicineret, uden nogen udtrapnings planer.

Fik du piller med hjem eller recepter? Spørger Nina.

Ja, ja jeg fik piller med hjem til et par dage og recepter på de der meget dyre Seroquel Prolong.

Det er rigtig rigtig dyrt, tilføjer Nina.

Så de udskriver mig fuldstændig medicineret, øhm uden nogen behandling, uden noget som helst.

Min læge er dybt dybt forarget over det og begynder så at trappe mig langsomt ud af den der medicin.

Ja, det var det ophold og det varede i over 1 måned.

Det var lang tid og det er en meget hård historie, tilføjer Nina.

Det er en meget meget grim historie og jeg kan ikke skrive om den Nina, fordi det påvirker mig, når jeg skal skrive om det.

Det forstår jeg godt, det er ikke nemme historier, folk har, de folk jeg taler med om omkring deres historier, det er meget slemme historier, så det er helt forståeligt. Siger Nina.

Ja, altså jeg synes, at det var OVERGREB, det var medicinering, for noget jeg SLET IKKE FEJLEDE, som jeg stadigvæk kæmper med at få ud af mine papirer.

Ja, det er svært, siger Nina.

Da jeg blev udskrevet, der var jeg inde til en samtale, og det gik så stærkt, at mine sønner nåede slet ikke at komme, dem var de lidt bange for, så jeg sad der alene.

De vil gerne have folk alene derinde i stedet for, de vil have folk helt alene derinde uden nogen som helst folk (pårørende), så kan de KONTROLLERE bedst, tilføjer Nina.

Ja, ja, og så sagde hun, så siger hun en masse ting til mig, du kan ikke huske noget fra din indlæggelse, vel?

Så kiggede jeg bare på hende og sagde: JEG HUSKER ALT !

Så sagde hun:

Ej jeg skriver at du ikke husker noget.

Ved du hvad? Det de også ofte kan gøre er at skrive løgne omkring folk, for at fastholde folk og gøre folk endnu mere skør på papir, tilføjer Nina.

Ja, ja ja, det mindste, jeg ligesom gjorde, så blev det ligesom vendt og drejet helt anderledes. Hvis jeg ikke ville tage min medicin, jeg ville ikke sige at de skrev at jeg var voldelig, men jeg ville ikke samarbejde og jeg har ingen indsigt i min sygdom og hun nægter og sådan noget ting, jo, DET BLEV BRUGT imod mig.

Det er fordi at det, de ofte gør er, hvis de siger, DU ER PSYKOTISK, eller du har Skizofreni, så er det det der med manglende sygdomserkendelse, og det er noget pis.

Og det her, hvornår er det blevet KRIMINELT at være religiøs? Siger og spørger Nina.

Jamen, det ved jeg heller ikke, men det var det der, det måtte man ikke. Der lå lidt sjovt nok, der lå der sådan en folder, da jeg flyttede ind, at man kunne få lov til at få samtaler med en psykolog eller med en præst, det lå på ALLE værelser.

Det viste sig senere, at det skal de gøre, da jeg spurgte om jeg kunne få en samtale med en præst, så blev der sagt NEJ.

Så nu tænkte jeg, nu prøver du med en Psykolog, så blev der sagt NEJ. Så det er kun noget som de ligesom lægger frem, det er ikke noget, der bliver brugt.

Der stod også at man kunne komme til Gudstjeneste, og vi var nogle, der gik hen på kontoret og sagde, at vi gerne ville til Gudstjeneste og så fik vi at vide, at det kunne vi IKKE, vi kunne holde vores Gudstjenste SELV, sagde de til os, og grinede, det rigtigt, det gjorde de.

Var det på Glostrup, det her, det hele skete? spørger Nina.

Ja, afdelingen blev så flyttet til en anden afdeling, det var noget gammelt lort, lige ud sagt, det var meget misligholdt.

Men jeg var der i over 1 måned.

Jeg har det sådan lidt at de har STJÅLET 1 måned af MIT LIV og uden at give mig nogen behandling, jeg kom ud overmedicineret uden at have fået nogen behandling for min PTSD

en masse diagnoser, jeg ved ikke hvad den hedder, men psykotisk et eller andet.

Må jeg spørge dig hvornår at det her foregik, var det mange år siden, eller? Spørger Nina.

Det er 8 år siden.

Dvs. i 2011 i 1 måned.

De ødelagde, altså jeg var jo mere dårlig, da jeg kom ud derfra, end da jeg kom ind og havde fået så mange ligesom overgreb, og bare det, at du får taget alle dine ting, og du tror at du skal til en samtale og en sovetablet, og så bliver du tvangstilbageholdt og tvangsindlagt, ikke? Altså..

Det her er ikke engang BEHANDLING, det er MISBEHANDLING, man har brug for et godt menneske omkring, der har forståelse, tilføjer Nina.

Jeg har virkelig arbejdet MEGET på at komme ud af det,

JEG HAR MISTET ALT TRO TIL DET PSYKIATRISKE SYSTEM, JEG SKAL ALDRIG I FORBINDELSE MED DET MERE, ALDRIG.

Det forstår jeg godt, men jeg syntes at det var godt at du havde den der kontaktperson, der sagde at det måtte du ikke snakke om og ligesom reddet dig der på en måde, ikke? Tilf̈́øjer Nina.

Jo, det gjorde hun, fordi jeg havde det så dårligt, så jeg havde næsten ikke andet at holde fast i end min tro, men det skal man altså IKKE gøre.

Den stakkels muslimske mand, der måtte ligge derude med sin jakke i regnvejr hver dag, altså når det regnede.

Var det bestemt at det skulle være når det regnede for ham? Spørger Nina om.

Nej, han skulle jo bede de der 5 gange om dagen, du ved nok, da han ikke måtte bede indenfor, der var ikke engang halvtag der udenfor.

Og jeg fik jo set en masse mennesker, som var det eneste positive, og oplevet og kendt en masse mennesker, og det var jo mange mennesker, der havde haft spirituelle oplevelser, eller ligesom jeg,

der kom til at sige noget om Gud eller Engle, ikke?

Eller viste at de havde en tro, altså det var ligesom om de tilbageholdte os, fordi vi ikke passede ind i deres FORESTILLING om hvordan MENNESKER lever eller ja...

Ja, lige præcis, man må ikke være menneske i Psykiatrien og du må ikke have følelser og være spirituelt anlagt og åbenbart heller ikke religiøs, tilføjer Nina.

Nej, og du skal i hvert fald IKKE have nogen tro, det kan jeg godt love dig..

Det skal man ikke.

Så det her, det hjalp bestemt ikke til et bedre liv? Spørger Nina.

Ej, det gjorde det bestemt ikke, jeg har kæmpet rigtig rigtig meget med det og jamen

Jeg har været flere år om at blive trappet ud af den medicin, som de pumpede i mig.

Hvordan gik det med udtrapning af medicinen? Spørger Nina.

Jamen, det gik jo langsomt, det var jo noget med 150 ned og det tog, jeg tror det tog halv andet år at komme ud af det.

Det var godt nok lang tid, tilføjer Nina.

Ja.

Så, dvs. at du er helt medicin fri nu? Spørger Nina.

Ja, det er jeg.

Hvordan har du det i dag på det punkt? Spørger Nina.

Jamen, overgrebene eller med PTSD´en?

Jeg tænker mere, når du er ude af medicinen, har du fået det bedre nu? Spørger Nina.

Ja, ja, ja, jeg var jo så sløvet, øhm, det hjalp jo egentlig ikke på PTSD´en tværtimod, så blev den jo tricket hele tiden derinde, ikke?

Der var nogle folk

der gik amok, der var nogle, der lå og var fikseret og det var jo, ja.. Det var forfærdeligt.

Det var jo ikke det, jeg trængte

til og det var jo ikke det, det jeg havde behov for.

Nej, det forstår jeg godt, den her PTSD, blev tricket ekstremt meget under opholdet der og så endnu værre med stress og alle de ting der? Spørger Nina.

Ja, også fordi, der var tit konflikter der, og der var de der med bælte, der blev slæbt ind på værelserne, det gjorde vi jo alle sammen på skift, jo.

Undtagen dig, ikke? Spørger Nina.

Jo, altså da jeg begyndte at tage min medicin, men du skulle jo ikke sige noget imod, bare det mindste at du spørger ind til hvad du får eller sådan noget, så var der den der, hvis du ikke tager din medicin, så ved du godt hvad vi kan gøre, ikke. Altså den fik du jo HELE TIDEN...

Men det var et sted, hvor personalet var utroligt dårlige.. og ligeglade, altså det hele handlede faktisk bare om at vi fik serveret noget mad og fik medicin. Der var ikke noget kreativt, vi blev ikke tilbudt nogen som helst former for aktivitet eller noget som helst.

Og rygning.. Jamen, altså jeg kunne BEDE om at få en cigaret af mine egne smøger og hvis så ikke at det lige passede personalet, jamen så kunne jeg ikke ryge, så vi gik og gemte skodder til hinanden.

Øhm.. Vi havde ikke noget at sidde på ude i den rygegård og det var jo TREMMER MED PIGTRÅD for oven og uden læ for regn og den blev så lukket, jeg tror det var kl 10 eller kl 11 om aftenen og så kunne vi heller ikke komme ud der.

Så dvs. at imens du var indlagt på Glostrup Psykiatriske Afdeling, så var det det eneste tidspunkt, at du kunne komme udenfor, var da du var ude og ryge, du kom ikke ud på noget andet tidspunkt? Spørger Nina.

Nej, nej,jeg kom ikke ud, da jeg blev lukket ud derfra, jamen det var ligesom om at jeg fik himlen i hovedet... Fordi verden var SÅ STOR... Og jeg var kun til at se det der lille noget..

Jeg var jo ikke vant til at se noget.

Det var VIRKELIG underligt at komme ud, jeg både JUBLEDE, men blev også sådan helt ANGST.. Fordi børnenes far kom og hentede mig og jeg stod bare og kiggede op i himlen og kunne se alle bygninger og træer....

Og jeg tænkte Gud altså, nej hvor er verden dog STOR..

For jeg havde jo kun værelset, gangene, fælles, og hvor jeg kunne komme ud i ryge gården.

Jeg tilbragte SÅ meget tid ude i rygegården, og vi måtte jo heller ikke sidde på jorden, nogle gange når det var nogle af de lede, der var på vagt, så fik vi at vide, at vi skulle rejse os op, vi måtte IKKE sidde ned.. Vi sad på jorden..

Det er jo sindssygt, det der, tilføjer Nina.

Det var fuldstændigt sindssygt.... Fuldstændigt sindssygt..

Jeg er glad for at du har modet til at komme ud med det her, det er rigtig godt, at du tør sætte ord på det her, fordi det er vigtigt, fordi din historie, den er meget meget vigtigt at få ud, der er ikke nok fokus på det her i Danmark, siger Nina.

Det var FRIHEDSBERØVELSE, det var OVERGREB, og at sygeliggøre mig for noget jeg IKKE var, uden at behandle mig for DEN DIAGNOSE, jeg egentlig havde.

Man kan nærmest sige at det er DEM, der er psykotiske, fordi de tror på noget, der ikke er rigtigt, ikke? Tilføjer Nina.

Jeg var meget bevidst om alting, men der var i starten, hvor de satte mig op i medicin, hvor jeg bare lå og kiggede ud i luften, det ved jeg godt, det gjorde jeg, for jeg kunne ikke andet.

Nej, var der nogle gange, hvor du prøvede at snakke med nogle om hvordan du havde de, nogle personaler eller noget? Spørger Nina.

Nej, der var lige en, men hun var vikar og ung, jeg tror hun syntes at det var synd for mig, hun kom hen til mig, det var som sagt lige før jeg blev udskrevet, og spurgte om jeg havde lyst til at bage en kage, det var faktisk den eneste aktivering jeg fik.

Hold da op, en kage, tilføjer Nina.

Ja... Og det gjorde vi så, og hun sagde:

Jamen du kan jo det hele, skal du ikke bruge nogle opskrifter?

Så sagde jeg, nej jeg har bagt så mange kager, da jeg arbejdede på Herberget,da jeg havde nattevagt og det tror jeg nok at det overraskede hende en hel del, og det var den ENESTE jeg TALTE med...

Utroligt, bage en kage... At det skulle være

overraskende for dem, tilføjer Nina.

Der var det da en gang imellem, at jeg blev kaldt ind, hvor de sad to, men det handlede ikke om at tale med mig, det handlede om medicinen om jeg stadig skulle tvangsmedicineres, vil du tage din medicin, måske skulle du sættes op, det var DET det handlede om,

der var IKKE EN, der spurgte ind til min sygdom, som var PTSD.

Det var Psykiaterne, som der satte dig på medicin, ikke? Vil du have nogle navne ud, altså? Spørger Nina.

Jeg kan slet ikke huske navnene, men jeg kan huske ansigterne, men jeg kan ikke huske navnene, det kan jeg ikke.

Det er også helt i orden, men det var Psykiater samtaler, der styrede mest der? Spørger Nina.

Det blev sådan set holdt sådan, samme dag, så jeg kunne dårligt ringe til mine sønner og bede dem om at løbe fra deres arbejde. Det var ikke noget med at man fik af vide

at i næste uge kl. det og det, så at man kunne nå at få nogle til at sidde ved siden af sig.

Nej, man bliver bare kaldt ind sådan der, og så er det formiddag og hvis de ikke har tid, så venter man, tilføjer Nina.

Ja, så jeg havde ikke rigtig nogen mulighed for at få nogen med og for øvrigt, jeg havde jo heller ingen telefon, for at ringe på den telefon der var i gang, der skulle du have lov til at ringe.

Det er en umenneskelig industri, du har været inde i og du er IKKE alene om det her, der er rigtig mange derude, tilføjer Nina.

Der var i hvertfald mange, der havde det ligesom mig, det tror jeg. Der var også nogen, der var rigtig syge, det var jo en underlig afdeling, fordi der var også nogen i surrogat, der var arresteret eller hvad det hedder, der var meget syge.

Der var blandt andet en, der blev indlagt, der var blevet voldtaget, så viste det sig, at hun var på samme afdeling, som ham der havde voldtaget hende.

Hold da op, tilføjer Nina.

Altså jeg oplevede en helt anden verden, Nina. Men jeg ville gerne have været det foruden.

Det forstår jeg udemærket godt, men hvis vi nu ser på det spirituelt set, så har du også lært noget, ikke? Spørger Nina.

Jo, jo jeg har lært noget og det der med PTSD´en, der blev der kørt den der sag, som også tog flere år at få afsluttet og jeg fik også en meget stor erstatning.

Det var PTSD, det var arbejdsskadestyrelsen, der kørte hele den sag for mig, og det endte ud i en stor erstatning for mig.

Nej, jeg har ikke orket at gøre noget ved det her, fordi jeg orker det IKKE, nogle gange vil jeg helst glemme det fuldstændigt, ikke?

Det forstår jeg godt, det er også derfor jeg er så glad for at du vil have den her historie frem, fordi jeg syntes at det er noget, som der ikke bliver talt nok om i Danmark, man må ikke tale om de ting her, der bliver ikke talt nok om det, så, tilføjer Nina.

Nej, og så mange af dem der også bliver udsat for det, var jo ikke så klar i hovedet, som jeg var og jeg tror at som hun sagde til mig til allersidst ligefør jeg blev udskrevet: Du husker ikke noget af din indlæggelse, vel? Jo, det gjorde jeg og det blev så skrevet i papirene at det gjorde jeg ikke.

Så du blev tricket helt fra starten af altså, ikke? Spørger Nina.

Jo, jeg skulle ALDRIG have været der, det ved børnene også i dag, det var slet ikke sådan vi skulle have grebet det an, og det gik helt galt for Psykiatrisk Udryknings team, som DIREKTE kører mig til en Lukket Psykiatrisk afdeling, fordi at jeg siger: Jeg har SÅ ONDT i brystet og jeg beder hele tiden Gud og Jesus, om de dog ikke kan hjælpe mig med at få det her væk og så begyndte han med korset og de der ting og helt derfra der kørte den skævt.

Så dvs. du fik slet ikke kigget på dine brystsmerter? Spørger Nina.

Selvom du måske prøvede at sige, hey jeg har smerter, jeg vil gerne blive tilset af en læge, gjorde du det på et tidspunkt? Spørger Nina.

Jo, jo det gjorde jeg, men brystsmerterne jeg havde, de sad altså i den modsatte side af hvor hjertet sidder, når jeg får sådan et angst-anfald, så er det nogle muskler der trækker sig og ligesom kræmmer sig helt sammen. Mit hjerte fejler ikke noget.

Jeg blev sendt til en skanning på et tidspunkt for hovedet, altså jeg fatter ikke deres personale brug, men det er også sådan noget med så blev jeg fulgt af en personale og i en vogn og jeg ved ikke hvad, ja vi kørte hen, det kan godt være at det kun var bygningen rundt, men vi var inde i en vogn og jeg blev kørt derhen.

Og så fik du skannet hjernen eller hovedet? Spørger Nina.

Ja, jeg fik skannet hovedet.

Hvorfor? Spørger Nina.

Jamen, det er fordi at de gik tilbage i mine papire og fandt ud af at jeg har haft noget, der hed HJERNE MALARIA og det er så rigtig mange år siden, og de ville så se om der var et eller andet der og det var der ikke.

Og så blev du bare sendt tilbage igen, eller? Spørger Nina.

Ja, ja jeg tror at det er sådan lidt at de skal mere eller mindre, jeg ved ikke om det er alle, der er udsat for det, men jeg har haft livstruende Malaria i Afrika, det har jeg haft, ja. Og kom hjem der og lå på Rigshospitalet i flere måneder i koma og respirator og jeg ved ikke hvad, men det ligger mange år tilbage, men min hjerne har ikke taget skade, der er ikke noget galt med hjernen.

Det er altid noget, tilføjer Nina.

Ja. altså det brugte de ressourcer på.

På trods af at jeg er HELT RASK og det kunne de ikke hente papire fra Rigshospitalet, hvis de gad og læse det igennem, ikke?

Men PTSD´en fik jeg ikke behandlet, det gjorde jeg ikke.

Det er uprofessionelt at Psykiatrien at de IKKE tager sådan noget seriøst, især som PTSD, som er alvorligt og som mange har. Tilføjer Nina.

Jeg synes at når jeg kommer med en diagnose, så skal de kigge på den og ikke give mig en anden lige indenfor 24 timer.

Præcis, men du fik ikke nogen ny diagnose efter du kom på alt den medicin, altså udover den PTSD du har i forvejen, vel? Spørger Nina.

Jo, der står jo et eller andet, altså det har jeg ikke, der står bare i deres papire, at jeg var psykotisk eller et eller andet, jeg ved ikke hvad.

Men jeg har en diagnose, hvis jeg går til lægen, så kan han gå ind og se at jeg har PTSD, ikke?

Bliver det brugt imod dig, når du er til læge? Spørger Nina.

Nej, for de kan læse at det er en arbejdsskade, så er de ligesom, hvad har du lavet, og så fortæller jeg, hvordan jeg har arbejdet med massive misbrugere og sådan noget, det er ligesom, at det bliver accepteret at du kan blive overfaldet, ikke?

Jo, jo præcis i forhold til alt muligt andet, jamen, jeg synes at vi er kommet meget godt rundt om din historien faktisk, tilføjer Nina.

Ja, jeg synes, at det er vigtigt, at få det frem, at man kan være SÅ NAIV, nu kan jeg godt se, at vi har været lidt naive, men når du ikke har noget kendskab til systemet på den måde, at man kommer med en diagnose, og man har ANGST, og man bliver medicineret for noget andet og får en anden diagnose, og du slet ikke bliver behandlet for det, som du kommer med som sygdom, plus det, at man kan blive tilbageholdt og tvangsmedicineret, og mine børn sagde også, I KAN DA SE NU, HVOR TYK HUN ER BLEVET, altså ja jeg synes at de ødelagde mig psykisk og fysisk, Nina.

Ja, det er de gode til, desværre... Men du er ikke den eneste, ved du hvad 8 kg, undskyld jeg siger det, det er ingenting i forhold til mange andre, mange andre, de kan nå 40 kg på et år. Tilføjer Nina.

Men det er jo så også på 1 måned, ikke?

Jo, jo præcis, men det er jo også meget, prøv at tænke på gange 12, hvis det var hver måned, ikke? Tilføjer Nina.

Ja, hvor herre bevares og ingen plan for at komme ud af al den medicin, der er ingen plan, de har ikke skrevet noget, de sender dig bare sådan ud.

Du er heller ikke blevet henvist til OPUS, vel? Spørger Nina.

Jeg er overhovedet ikke blevet henvist til noget som helst.

Men jeg syntes også at det er vigtigt, Nina, hvis at du kan få det der med, at familien det netværk man har, det river de væk, ved ligesom at lægge mødet på samme dag, så MAN ER ENSOM og man ER ISOLERET og man er SÅ UDSAT og man er så sårbar, når man sidder der.

Jeg har hørt tonsvis af historier, og du er ikke den eneste, det der ofte sker, er at der er nogle der bliver indlagt på den lukkede afdeling eller et eller andet pga. diverse årsager, nogle gange på underlige grunde og så er der nogle der måske ringer og spørger eller gerne vil på besøg, så siger de: Hun har det ikke så godt, hun har brug for noget ro, selvom hun ved noget om, at de har sagt det, siger Nina.

Jamen, det var også det mine børn fik af vide, jeg tror 3 eller 4 dage... og så kom de og fandt mig fuldstændig bombet af medicin, ikke?

Jo, og så er det ligesom dem selv, som der måske også vender folk imod en, ikke? At man på den måde siger, hun vil ikke se dig eller sådan noget eller hun orker ikke at se dig, altså man skærmer personen, siger Nina.

Jeg følte mig meget svigtet af dem, af mine børn, af mine sønner, ikke? Fordi jeg fik så at vide, at de fik at vide, at jeg skulle have ro, og at det ikke gik så godt med mig og sådan nogle ting, det er jo klart, sådan som man bliver bombet af medicin.

Men stadigvæk INGEN OPFØLGNING på PTSD´en, INGEN BEHANDLING OG SAMTALER OM PTSD´en, det var SLET IKKE DET DET HANDLEDE OM FOR DEM, det var medicin og det at jeg var TROENDE

ja og havde jeg vidst det, så havde jeg aldrig sagt noget om det, Nina, havde jeg vidst det, så havde vi aldrig ringet efter Psykiatrisk Udryknings team, så havde vi nok ventet til næste dag og taget til lægen i stedet for.

Men altså det skal du ikke have det dårligt over, for det er meget normalt, Psykiatrien er jo kendt for, her får man hjælp, her er det gratis og her er det mentalt, ikke? Så du skal ikke have det dårligt over det her, for det sker for mange mennesker, de går ind i det med tiltro, tilføjer Nina.

Men jeg har LÆRT noget, Nina og jeg stoler ikke på Psykiatrien.

Og så er du den erfaring rigere, ikke også? Tilføjer Nina.

Nu kan du ligesom sige til folk, at du skal ikke ind i Psykiatrien, tilføjer Nina.

Men stadigvæk, så syntes jeg stadig, at de har STJÅLET AF MIT LIV og de har udsat mig for nogle OVERGREB

ja, det kan jeg skrive lange bøger om, men jeg gider det ikke, jeg får det skidt, når jeg taler om det, Nina, ikke?

Jamen, skal vi ikke bare slutte den af her, fordi jeg synes, at det er rigtig godt det, du har gjort her og så syntes jeg, at du lige skal slappe af og være god ved dig selv i dag, og så lige få det væk - på afstand igen. Tilføjer Nina.

- Anonym.

Vh Nina Sjælens Univers, Journalist hos En Stemme For Folket.

Copyright: Nina Sjælens Univers.

Teksten må ikke bruges af andre uden tilladelse,

men dele må man gerne.

Læs også en andens Psykiatri historie fra den 17 årige Asperger pige her:

https://ninasjaelensunivers.dk/journalistik/en-psykiatrisk-historie-17-rig-asperger-pige-blev-sygeliggjort-og-st-rkt-medicineret

Kunne du også godt tænke dig at dele din egen Psykiatri historie?

Så send mig endelig en E-mail til enstemmeforfolket@hotmail.com